Bliv medlem på Facebook

Formandens Rubrik juni 2020

Kære medlemmer,

I dette nummer af foreningsbladet bringer vi normalt referatet af den ordinære generalforsamling. Dette kan desværre ikke lade sig gøre, da det ikke har været muligt at afholde generalforsamling endnu grundet Corona situationen.

Efter udmeldingen fra statsministeren efter regeringsmødet d. 7. maj stod det klart, at det ikke bliver lige straks.

Der er mange udmeldinger om både det ene og det andet.

Med hensyn til forsamlingsforbuddet, så hæves det fra 8. juni til mellem 30 og 50 personer afhængig af forholdene.

Så 100-300 fremmødte tror jeg først vi skal regner med bliver tilladt i efteråret.

Den udsendte dagsorden vil stadig være aktuel, når det må blive muligt at forsamles igen.

Medlemmer har bedt mig om at være lidt mere præcis med bestyrelsens hensigter i forbindelse med det annoncerede valg til bestyrelsen i afd. 2(Skadevænget og Ørnevænget) og 4. (Fyrvænget og Tjørnevænget)

Jeg har tidligere nævnt – og er enig med hele den samlede bestyrelse – at et valg af en person, der i årevis har chikaneret bestyrelsens arbejde på det groveste med nedsættende omtale, urigtige oplysninger, misfortolkninger, endeløs kritik og en lang række udelukkende negative udmeldinger, ikke vil kunne medvirke til at lede en grundejerforening som Vellerup Sommerby sammen med de nuværende medlemmer af bestyrelsen.

Det er ikke blot formanden og bestyrelsen der skydes på, men også disses ægtefæller og øvrige familiemedlemmer.

Det betyder ganske enkelt, at ingen i den siddende bestyrelse vil bruge deres kræfter og en betydelig del af deres fritid i en sådan situation.

Altså: Formanden, bestyrelsesmedlemmerne, regnskabsafdelingen, redaktøren og en del andre tilknyttede vil stille deres mandat til rådighed, og således alle forlade foreningens ledelse, hvis valget skulle falde ud til de nævntes fordel.

Dette er ikke ment som en skræmmekampagne – blot en præcision af bestyrelsesmedlemmernes holdning til fortsat virke i bestyrelsen, således som jeg er opfordret til at præcisere, så medlemmerne ikke bliver for overraskede efter afstemningen.

Som foreningens formand er det blandt andet min opgave at lede bestyrelsesarbejdet på en sådan måde, at bestyrelsens medlemmer med lyst og energi vil kaste sig ud i de opgaver, der nu engang er henlagt til bestyrelsens forvaltning.

I mine mere end 30 år som formand for bestyrelsen er det lykkedes at opretholde et betydeligt engagement hos de valgte bestyrelsesmedlemmer.

Det er mit håb, at der vil være et betydeligt fremmøde til generalforsamlingen således, at vi måske i fællesskab kan overbevise det ubetydelige mindretal om, at de bør respektere flertallets afgørelser. Demokrati er stadig: folkestyre, hvor flertallet bestemmer.

Der er aldrig nogen som med sikkerhed kan forudsige resultatet af dialogen på generalforsamlingen, men man kan med sikkerhed sige, at det er de fremmødte, som bestemmer – ikke ”sofavælgerne”.

Det vil igen i år være muligt at afgive sin stemme til bestyrelsen via en formular på hjemmesiden.

Det vil fremgå af stemmesedlen, hvorledes bestyrelsen vil anvende en modtagen fuldmagt, og det vil være dirigentens opgave at sørge for at dette sker.

Jeg kan oplyse, at bestyrelsen i år bringer en tidligere populær dirigent i forslag, og det er naturligvis bestyrelsens håb, at denne må blive valgt.

Må jeg ønske alle en god og saglig generalforsamling med håbet om, at der også efter generalforsamlingen vil herske en venlig og fredelig stemning i foreningen.

Med venlig hilsen

Allan Kirkestrup.

Formand