Grundejerforeningen Vellerup Sommerby

 

 
Kære medlemmer,

Nu nærmer påsken sig, og det er ved denne lejlighed vi normalt lægger vinteren bag os og tager hul på forårets- og sommerens glæder.

I alle mine næsten 30 år som formand har jeg ofte været rundt omkring i Vellerup Sommerby, og mødt mange engagerede og aktive mennesker, der brænder for sommerbyen. Med glæde har jeg kunnet konstatere, hvor levende et foreningsliv der er rundt omkring i det smukke område.

Igennem de seneste 30 år er der sket en udvikling, hvor de veludviklede elektroniske medier giver mulighed for at dele meget nyttig information, men det er desværre også blevet et medie, hvor chikane og tankeløshed kan florere næsten helt uhæmmet.

Det er glædeligt, at så mange bakker op om foreningens drift, men også kedeligt at en minoritet forsøger at spolere glæden ved deres utrættelige forsøg på at bringe andre i miskredit.

Fra foreningens side har vi allerede disse ting for øje, men vi har brug for jeres indsats og forståelse til at gøre op med denne skadelige gruppe, som åbenbart har så svært ved at finde sig til rette under fællesskabets betingelser – lad os begrave stridsøksen og leve fredeligt sammen.

Med jævne mellemrum er der røster fremme, der erklærer grundejerforeningen for håbløst ledet. Jeg kunne ønske mig, at de ville sætte sig bedre ind i forholdene. Så ville de indse, at foreningen er sprællevende og fuld af ideer og ønsker om fredelige tilstande.

Vi går som bekendt til generalforsamling d. 22. ds. og mit store ønske og forventning er naturligvis, som altid: opbakning, saglighed og fællesskab, men først og fremmest fred og ro.

Jeg vil derfor i anledning af påsken bringe en stor tak til alle, der er med til at sørge for, at vi har et så aktivt foreningsliv som vi har, og måske vise lidt overbærenhed med den gruppe, som vil bringe dette til ophør.

Jeg vil hermed ønske alle vore medlemmer en god påske.

Allan Kirkestrup
Foreningsformand

Categories: Nyheder

error: Beskyttet indhold - Copyright Vellerup Sommerby!!