Grundejerforeningen Vellerup Sommerby

Betalingsfrister

Der er rejst spørgsmål til foreningen vedr. betalingsfrister og forhold ved manglende fremkomst af opkrævninger. Jeg kan derfor oplyse følgende:

”Pengegæld er bringegæld”. Det betyder, at du selv aktivt skal sørge for at betale dine regninger/faktura til tiden, uanset om du har modtaget et girokort eller ej.

Betalingsfrist på regningen

Du skal betale regningen senest den dato, der er angivet på regningen som sidste rettidige indbetalingsdato. Du har betalt til tiden, hvis du har betalt eller overført pengene den sidste dag. Pengene behøver ikke at være kommet frem til modtageren. Der er ikke nogen regel for, hvor lang betalingsfristen skal være, men du skal have mindst nogle dage.

Du har betalt for sent, hvis du har betalt efter den dag, hvor det er aftalt, at du skal betale. Er det ikke aftalt, hvornår du skal betale, skal du betale senest 30 dage efter, at regningen er blevet afsendt. Det gælder også, selv om du ikke modtager regningen umiddelbart efter, at den er afsendt.

Hvis du ikke modtager en regning eller et girokort

Når du skylder penge væk, skal du betale dem, også selvom du ikke får en regning eller et girokort med en betalingsfrist. Hører du ikke noget fra virksomheden, må du rykke for at få en regning.

Er brevet med regningen og eventuelle rykkerbreve gået tabt i posten, kan du risikere at måtte betale rykkergebyrer. Husk også at melde flytning til alle de virksomheder, du har løbende aftaler med.

p.b.v.

Allan Kirkestrup, foreningsformand

SOCIALICON
error: Beskyttet indhold - Copyright Vellerup Sommerby!!